Snyder man, når man sælger? 

Maja Lykke - Salgsmindset by Maja Lykke

 

Der er meget delte meninger om at sælge. 

Langt de fleste selvstændige, jeg møder, har en eller anden form for begrænsning, når det handler om salg. 

Nogle føler sig pågående, anmassende eller pushy, når de skal sælge. Nogle siger, at de hader at sælge og forbinder salg med at være en slags “sælge-Helge” eller “smart i en fart”-typen. Nogle har faktisk så meget modstand, at bare tanken om at sælge kan fremkalde fysisk ubehag. 

Det betyder selvsagt, at det er nemt at udsætte sine salgsaktiviteter og finde på gode undskyldninger for, hvorfor andre opgaver er vigtigere.

Men sagen er den, at hvis vi ikke sælger noget i vores virksomhed, så er der ingen omsætning, og hvis der ikke er omsætning, er der ingen indtjening. Det betyder i sidste ende, at man risikerer at måtte opgive sin drøm og passion som selvstændig.

Derfor har jeg gjort det til min mission at lære selvstændige at sælge på en måde, som føles naturlig og behagelig. Jeg mener helt oprigtigt, at det er muligt. 

For mit eget vedkommende skulle der faktisk gå rigtig rigtig mange år som sælger, før jeg selv fandt ud af, hvordan det var muligt! 

Jeg har egentlig altid været rigtig god til at sælge, men inden, jeg lærte at arbejde med mig selv og mit Salgsmindset, var det ikke naturligt for mig. Hverken inden salget, midt i, eller efter salget - jeg følte, jeg snød. 

Det var først, da jeg for otte år siden fandt ud af at være i salget på en måde, som var hundrede procent i tråd med den, jeg virkelig er. Lige der, hvor jeg turde at være mig selv i salget. 

Jeg havde indtil da taget en rolle på mig, som egentlig ikke var mig. Jeg skulle være en meget seriøs forretningskvinde i hvid skjorte, som jeg troede, det ville kræve for at sælge. 

Men rollen var alt andet end naturlig for mig. Og jeg kan huske, at jeg i mange år tænkte: “Hvorfor kan de overhovedet lide hende der Maja, hun er jo frygtelig at høre på?” Så det blev virkelig en to-delt, polariseret version af mig, en sælger-Maja og den rigtige Maja. 

Men kun indtil jeg opdagede, at det slet ikke var nødvendigt. 

Jeg havde faktisk mulighed for at være både-og. Jeg havde mulighed for bare at være Maja, en kvinde, som rummer begge sider. 

En Maja, som godt kunne lide at tale med kunder, som var god til at lytte til kundens behov og finde en løsning, som ville passe godt. OG en Maja, som kunne være ærlig og sårbar i samtalerne med kunderne. En Maja, som var okay med, at de også hørte, at jeg nogle gange tvivlede på, om det hele nu skulle gå godt. En Maja, som ikke kendte alle priser eller produkter i hovedet. En Maja, som havde dage, hvor jeg var glad og højtflyvende, og dage, hvor alt føltes svært og trist. DET er hele mig. 

Det vilde er, at da jeg turde vise kunderne hele mig, solgte jeg meget mere! De begyndte også at fortælle mig personlige ting om dem selv, og vi connectede på et helt andet plan. 

Det betød, at kunderne nu købte af Maja og ikke af den virksomhed, jeg var ansat i. Vi fik en meget tættere og ægte relation, som gjorde, at salget netop var både naturligt og behageligt, og frem for alt følte jeg, at jeg aldrig mere snød.